Når det kommer til retail, er der mange termer at holde styr på. Hos SameSystem har vi derfor lavet en ordbog over de mest typiske termer, du møder indenfor retail, så du kan holde dig opdateret.
En ankerbutik er en større forretning, som indgår i et indkøbscenter. En ankerbutik kan lokke forbrugerne til at besøge indkøbscenteret og dermed også de andre, mindre butikker i indkøbscenteret. Et eksempel på en ankerbutik er Magasin.
I modsætning til ATV eller ATS står basket size for hvor mange enheder / stk. kunden køber i en enkelt transaktion.
Med click and collect kan kunder, som køber en eller flere varer online, få mulighed for at afhente varerne i en fysisk butik. Dette giver også forbrugerne en mulighed for at undgå forsendelsesomkostninger og ventetiden forbundet med leveringen.
Convenience produkter er en type produkter, som forbrugere ofte køber med meget lidt eller ingen planlægning eller bagvedliggende tanker.
CRM står for customer relationship management og er et online system, som bruges til at styre relationer med en virksomheds nuværende og potentielle kunder. CRM benytter typisk dataanalyse til at studere store mængder af kunderelevante oplysninger. Målet er at evaluere og optimere kundetilfredshed med henblik på at styrke forretningen.
Detailhandel eller detailsalg er salg af varer til private forbrugere og slutbrugere. Det kan siges at være det sidste led i distributionskæden. Eksempler på detailhandelsbutikker kan være supermarkeder, stormagasiner, specialbutikker, webshops mv. Et andet ord for detailhandel er retail.
Dropshipping er, når en forhandler ikke har et varelager, men i stedet benytter en tredjepart til at opbevare og afsende produkter direkte til sine kunder. Det vil sige, at så snart der bliver lagt en ordre i forhandlerens webshop, så går den videre til leverandøren, som overtager resten af processen.
Engroshandel bruges om salg af varer i store mængder mellem producent og retailers, som derefter videresælger varerne.
Fast fashion er et udtryk, der bruges om mode, der bevæger sig hurtigt fra catwalken til butikker. Disse tøjkollektioner er baseret ud fra nyeste modetrends. Eksempler på forretninger, der benytter sig af fast fashion, er H&M eller Zara.
ATS står for “average transactional size”, eller på dansk “gennemsnitlige transaktionsstørrelse” og dækker over det gennemsnitlige beløb, som en kunde bruger ved en enkelt transaktion.
ATV står for “average transactional value” og fungerer egentlig som et synonym til ATS. På dansk oversættes ATV til gennemsnitlig transaktionsværdi og refererer til det gennemsnitlige beløb, som en kunde bruger, når de foretager køb.
Lagerstyring er en metode til at holde struktur og overblik over en virksomheds lager. Dette indebærer også et overblik over bestilling, forsendelse, håndtering og andre relaterede omkostninger.
Layaway er en ordning, som kan indgås mellem en retailer og en forbruger. Her kan forbrugeren betale et depositum for at reservere en vare, som vil blive opbevaret, indtil forbrugeren betaler fuldt ud.
Multichannel retailing er en process, hvor virksomheder bruger flere kanaler i deres kommunikation til at sælge lignende produkter på tværs af forskellige platforme.
Man kan opnå mængderabat ved at købe et givent antal varer til en samlet lavere pris, end hvis disse varer blev købt separat.
Nettooverskud referer til det overskud, der er tilbage, når alle udgifter er blevet trukket fra.
Omnichannel marketing er en strategi, hvor en virksomhed sikrer, at kunderne får samme købsoplevelse, uanset hvilken salgskanal de befinder sig på. Dette indebærer, at kunderne skal have mulighed for at hente information om produkter, bestille, betale, returnere, ombytte mv., uanset hvilken kanal de kontakter virksomheden på – hvad enten det er i en fysisk butik, webshop eller på sociale medier.
En overskudsgrad viser hvor meget af virksomhedens omsætning, der bliver omsat til et overskud. Overskudsgraden beregnes, så en virksomhed eller investorer kan se, hvor stor en procentdel af omsætningen der ender med at blive en indtjening for virksomheden.
Et overskudslager er, når en beholdning af varer ikke umiddelbart kan afsættes eller anvendes på sædvanlig vis. Der kan være tale om varer, der aldrig er blevet solgt, eller som har været på lager længe. Et overskudslager kan også skyldes sæsonbestemte varer som påske- eller julepynt, som kun købes i bestemte perioder i løbet af året.
Point-of-sale refererer til dér, hvor virksomhedens salg finder sted, hvad enten der er tale om salg af et produkt eller en service. Dette kan eksempelvis være ved kasseapparatet.
En pop-up shop er en midlertidig butik, der åbner og efter en kort periode lukker igen. Pop-up shops kan principielt finde sted alle vegne som f.eks. tomme butikslokaler.
Produktlivscyklus (PLC) er en teoretisk analysemodel, som beskriver stadierne af et produkts livsforløb på markedet. Modellen giver virksomheden mulighed for at tilrettelægge en længerevarende strategi, således produktets forskellige faser passer med markedsføringsmålene. Dette giver også mulighed for at forudse eventuelle nedgangsfaser, så der kan indføres tiltag til at undgå sådanne situationer.
En proformafaktura er et dokument, der beskriver sælgers forpligtelse til at levere et produkt til køberen for en given pris. Dokumentet sendes forud for forsendelse, og typisk inden alle detaljer på fakturaen er angivet. En proformafaktura er ikke en officiel faktura, og køber er derfor ikke forpligtet til at betale endnu.
Remarketing/retargeting går ud på at markedsføre sig til de kunder, der allerede har besøgt eksempelvis ens webshop. Formålet er at minde dem om din webshop, og få dem til at vende tilbage for at købe dine produkter.
En restordre refererer til en eller flere varer, som på et givent tidspunkt ikke er på lager, men som er bestilt hos leverandøren.
Retail kaldes også for detail, og beskriver salg af varer og tjenesteydelser til forbrugere.
Retailhandel er et andet ord for detailhandel. Ordet dækker over salg af varer til almindelige forbrugere. I den forbindelse er det modsatte engroshandel, hvilket er salg af varer til virksomheder (B2B) – og retailhandel er således B2C.
Retail management er en underdisciplin af det generelle ledelsesområde, hvor der føres tilsyn med distribution samt salg af produkter direkte til forbrugerne.
Retail marketing henviser til den proces, hvor detailhandlere fremmer interesse og bevidsthed omkring deres varer eller tjenester i et forsøg på at generere salg fra forbrugerne.
Social commerce er en e-handelspraksis, hvor brugerne får mulighed for at købe varer via en tredjepart. Det vil typisk være på sociale medier som Instagram eller Facebook.
Showrooming er, når kunder tager i en fysisk butik for at se nærmere på produkt, hvorefter de kan bestille produktet hos sælgeren online.
En stregkode er en metode til at repræsentere data i visuel og maskinlæsbar form. Stregkoder kommer typisk i hvide og sorte streger i varierende størrelser. Stregkoder bruges til at spore lagerbeholdningen i en given butik.
Supply chain management handler om at skulle håndtere en virksomheds vare- og materialestrømme lige fra råvareleverandøren til slutbrugeren. Det handler altså om at få de forskellige aktører i virksomhedens forsyningskæde til at gå op.
Visuel merchandising refererer til alt det, en virksomhed gør for at optimere det visuelle, som kunden ser både i og udenfor butikken. God visuel merchandising kan give forbrugerne en god oplevelse af både produkt såvel som forretning og kan påvirke deres opfattelse af varens kvalitet og dermed øge sandsynligheden for et salg.
© 2023
SameSystem er en dansk virksomhed med hovedkontor i København og kontorer i Barcelona · Oslo · Amsterdam · Hamburg · Vilnius